Velkommen til phpbb3.dk

Låst
Olympus DK Team
Indlæg: 60
Tilmeldt: 1. sep 2006 07:00

Velkommen til phpbb3.dk

Indlæg af Olympus DK Team » 15. mar 2008 17:31

Baggrund

I 2006 stiftede en række erfarne phpBB2-brugere et nyt phpBB-board på domænet phpbb3.dk. Grundlaget var udviklingsversionen af phpBB3, benævnt Olympus, og blev benyttet som en fælles arbejdsplatform til drøftelse af oversættelsen af phpBB3. De næste 1½ års arbejde og den herved indhøstede erfaring, frem til frigivelsen af phpBB3.0.0 i december 2007, medførte naturligt et ønske om at dele erfaringen og hjælpe andre med softwaren. Derfor åbnedes et supportboard i det tidlige 2008.

Dette og oversætterboardet blev fusioneret på olympusdkteam.dk i efteråret 2009. I forbindelse med frigivelsen af phpBB3.1.0 i oktober 2014, blev boardet flyttet tilbage til det mere mundrette domæne phpbb3.dk.

Formålet med phpbb3.dk
  • At sikre en forsat vedligeholdelse og forbedring af den danske oversættelse til phpBB
  • At skabe og drive et solidt og bæredygtigt dansksproget supportcommunity for phpBB
  • At sikre en supportplatform af høj kvalitet til glæde for dansktalende brugere af phpBB
Nøgleord for Olympus DK Team
  • Indhold frem for formalia
  • Community building
  • Højt til loftet - højt humør og god humor
  • Tilgængelighed
  • Orden og systematik
  • Fokusering
  • Dynamik & momentum
- - - o 0 o - - -

Indhold frem for formalia

Support drejer sig om kommunikation mellem mennesker og informationsudveksling med henblik på at hjælpe hinanden. Dette er for os det essentielle.

Community building

For os er et community et knudepunkt på Nettet, som personer med samme interesse som den bærende fællesnævner kan bruge til at kommunikere indbyrdes. Communityet er for alle med interesse for phpBB, uanset brugerniveau. Communityet er således hverken særligt fokuseret på begyndere udi phpBB eller elitært, dvs. for brugere med særlige kvalifikationer udi phpBB. Alle er velkomne.

Vi skelner således klart mellem de tre begreber: community, site og board.
  • Community: De personer under et, der deltager på sitet.
  • Site: Den tekniske installation som sådan på den server, hvorpå domænet http://phpbb3.dk befinder sig.
  • Board: Den del af sitet, hvorpå communityet kan kommunikere indbyrdes.
Højt til loftet - højt humør og god humor

phpBB er tørt stof. Support til phpBB har derfor en tendens til at udvikle sig til en ret formel aktivitet. Vi anser det for vigtigt, at deltagerne føler lyst til at forblive en del af communityet, hvorfor brugerne af boardet er givet en udstrakt frihedsgrad under ansvar til at kunne udfolde sig og kommunikere under behørig respekt for netikette og communityet i øvrigt.

Tilgængelighed

Kvalitet i forhold til support består grundlæggende i at indfri brugernes berettigede forventninger. Da den knowhow og arbejdskraft, der her stilles til rådighed, er vederlagsfrit og betingelsesløst over for modtagerne af support, er det sitets ejeres opgave og ansvar at definere og fastlægge, hvad modtagere af support kan forvente.

Et grundlæggende væsentligt kriterium for kvalitet i support er yderligere, at modtagere af support:
  • Har adgang til at søge efter svar på deres spørgsmål.
  • Har adgang til at stille deres spørgsmål, hvis dette ikke allerede er besvaret, så svaret kan findes ved søgning.
Orden og systematik

Boardet opdateres løbende således der altid anvendes seneste version af phpBB3. Af princip modificeres den originale kode mindst muligt, således besøgende og brugere får et reelt indtryk af den originale og umodificerede software. Den redaktionelle linie for redigering af supportkategorier og -fora er aktiv, med henblik på sikring af at informationen indeholdt og opbygget i boardet forbliver let søgbar ved at at sikre orden og systematik.

Fokusering

Olympus DK Team bestræber sig på at holde fokus på support til senest frigivne version[er] af phpBB med tilhørende support til modifikationer og typografier til senest frigivne version[er] af phpBB.

Dynamik & momentum

Olympus DK Team ønsker en proaktiv tilgang til phpBB inden for det muliges grænser. Det kan forventes, at teamet løbende følger med på phpBB's hjemsted: https://www.phpBB.com, og følger udviklingen på http://area51.phpbb.com/phpBB/ fremadrettet. Der vil løbende blive orienteret aktivt om hvad der foregår omkring udviklingen og fremtiden for phpBB.

Sprogpakken holdes løbende opdateret i forhold til de ændringer der foretages af phpBB Group, og der kan derfor forventes opdaterede sprogpakker tilgængelige meget kort tid efter frigivelse af nye versioner af phpBB. Filændringerne i sprogpakken kan følges på et offentligt repository. Læs mere herom i sprogpakkeforummet.

- - - o 0 o - - -

Velkommen til, og hjælp os til at skabe en sjov og levende platform for alle os med phpBB som interesse.

venlig hilsen Olympus DK Team

[12/8 2010 - velkomst opdateret - jask]
[3/11 2014 - velkomst opdateret - jask]

Låst